Anne Ellegaard Jensen
Jeg er selvlært billedkunstner og har malet i fritiden i mere end 15 år. Jeg har deltaget på mange kurser hos forskellige undervisere, både uddannede på kunstakademiet og autodidakte blandt andet for at sætte mig ind i farvelære, kompositioner samt de forskellige og mangfoldige metoder, herunder andre materialer, der kan anvendes i et maleri.
Jeg maler med akrylmaling på forskellige størrelser lærreder med pensler og med palet. Akrylmaling er et herligt materiale og en af fordelene er, at der kan males lag på lag, indtil maleriet har det ønskede udtryk. Jeg maler primært abstrakt, men lader mig også inspirere af det jeg ser omkring mig - former som himmel, hav, landskab og træer, så maleriet får et mere naturalistisk udtryk.
Når jeg starter en komposition, har jeg typisk en idé om, hvilke former og farver, maleriet skal have og om det skal være abstrakt eller naturalistisk. Inspirationen kan ændre sig undervejs, så udtrykket bliver noget helt andet end hvad jeg oprindelig havde tænkt mig, da der til tider opstår noget i maleriet, der er til at arbejde videre med.
